DA/Prabhupada 0338 - Hvad er nytten af demokrati? De er alle slyngler og fjolser
Lecture on BG 1.31 -- London, July 24, 1973
Catur-vidhā bhajante māṁ sukṛtina. Sukṛtina betyder from. Kṛtī betyder en der er ekspert i verdslige aktiviteter. Så en person som udfører fromme handlinger, de kaldes sukṛtī. Der er to former for aktiviteter; ufromme aktiviteter, syndfulde aktiviteter; og fromme aktiviteter. Så en person som går i kitrken eller templet og beder, "Kære Gud, giv os vort daglige brød," eller "Gud, giv mig nogle penge," eller "Gud, hjælp mig fri af smerter," de er også fromme. De er ikke ufromme. De ufromme mennesker, de vil aldrig overgive sig til Gud, Kṛṣṇa. Na māṁ duṣkṛtino mūḍhāḥ, prapadyante narādhamāḥ (BG 7.15). Disse mennske-klasser, syndfulde mennesker, slyngler, de laveste af menneskeheden, hvis viden er frataget dem af māyā, og dæmoner - disse menneske-klasser vil aldrig overgive sig til Gud. Derfor er de duṣkṛtina, ufromme. Så Kṛṣṇa er from, men han vil alligevel have at familen tilgodeses. Det er hans defekt. Undskyld, Arjuna. Familiens velstand. Han ønsker at være lykkelig i samfundet, med venner og kærlighed. Derfor siger han at na kāṅkṣe vijayam. Det kaldes vairāgya. Śmaśāna-vairāgya. Det kaldes śmaśāna-vairāgya. Śmaśāna-vairāgya vil sige at i Indien, hinduerne, de brænder den døde krop. Så slægtningene tager den døde krop til en ghāṭa, for at brænde den, og når kroppen er brændt, så bliver alle tilstede, i det mindste i den stund, de bliver lidt nøgterne: "Åh, sådan er kroppen. Vi arbejder for denne krop. Nu er den færdig. Den er brændt til aske. Så hvad gavn gjorde det? Den form for vairāgya, forsagelse, optræder der. Men så snart man er væk fra ligbrændings-ghāṭaen, så genoptager man sine handlinger. Ved śmaśāna, ved ligbrændings-ghāṭaen, så bliver man forsagende. Og lige så snart man kommer hjem, så bliver man straks igen ivrig, ivrig efter at tjene penge, tjene penge, tjene penge. Så den form for vairāgya kaldes śmaśāna-vairāgya, midlertidig. Han kan ikke blive vairāgī. Og han sagde, na kāṅkṣe vijayam: (BG 1.31) "Jeg ønsker ikke sejr. Jeg ønsker ikke dette." Det er en midlertidig sindstilstand. Midlertidig følelse.Disse folk, de er knyttet til familie-liv. De siger måske at, "jeg ønsker ikke denne lykke, jeg ønsker ikke en sådan fin position, sejr. Jeg ønsker det ikke." Men han ønsker det hele. Han ønsker alt. Fordi han er ikke klar over hvad der er śreyas. Śreyas er Kṛṣṇa. Når man rent faktisk opnårKṛṣṇa, eller Kṛṣṇa-bevidsthed, så kan han sige at "jeg ønsker ikke dette." Det vil de ikke sige. Hvorfor sige de, "jeg vil ikke have det"? Hvad sker der her? Antag at jeg har et kongerige. Så er det mit kongerige? Nej. Det er Kṛṣṇas kongerige. Fordi Kṛṣṇa siger bhoktāraṁ yajña-tapasāṁ sarva-loka-maheśvaram (BG 5.29). Han er ejeren, Jeg kan være Hans repræsentant. Kṛṣṇa ønsker at alle skal være Kṛṣṇa-bevidste.
Så det er kongens pligt, som repræsentant for Kṛṣṇa, at gøre alle indbyggere Kṛṣṇa-bevidste. Så udfører han sin pligt på bedste vis. Og fordi monarkerne ikke gjorde dette, derfor bliver monarkiet nedlagt overalt. Så igen, monarkerne, hvorend der er monarki, lidt, i det mindste et overfladisk monarki, lige som der er her i England, hvis monarken faktisk blev Kṛṣṇa-bevidst, faktisk blev en repræsentant for Kṛṣṇa, så ville hele kongeriget forandre sig. Det er det der skal til. Vores Kṛṣṇa-bevidstheds-bevægelse har det formål. Vi kan ikke så godt lide dette såkaldte demokrati. Hvad er værdien af dette demokrati? Det er alle fjolser og slyngler. De stemmer på et andet fjols og slyngel, og han bliver premier-minister, eller det ene eller det andet. Kigesom… Der er så mange tilfælde. Det er ikke godt for folket. Vi går ikke ind for dette såkaldte demokrati fordi de er ikke optrænet. Hvis kongen er trænet… Sådan var det monarkiske system. Ligesom Yudhiṣṭhira Mahārāja eller Arjuna eller andre. Alle kongerne. Rājarṣi. De blev kaldt rājarṣi
- imaṁ vivasvate yogaṁ
- proktavān aham avyayam
- vivasvān manave prāha
- manur ikṣvākave 'bravīt
- (BG 4.1)
Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (BG 4.2). Rājarṣayaḥ. Rāja, betyder konge, han er ikke bare konge. Han er også en stor ṛṣi, en helgenagtig person, ligesom Mahārāja Yudhiṣṭhira eller Arjuna. De er helgenagtige personer. De er ikke almindelige, sådan en druk-konge, "jeg har så mange penge. Jeg vil drikke og så skal de prostituerede danse." Ikke sådan. De var ṛṣi. Skønt de var konger, så var de ṛṣier. Den form for konger er ønskelige, rājarṣi. Så vil folk blive lykkelige. I Bengalen har man et ordsprog, rājara pāpe rāja naṣṭa gṛhiṇī doṣe gṛhastha bhraṣṭa. I grhastha-livet, husholder-livet, hvis konen ikke er god, så vil ingen blive lykkelige i det hjem, grhastha-livet, husholder-livet. Ligeledes i et kongerige, hvis kongen er ufrom, så vil alt og alle lide. Det er problemet.