DA/Prabhupada 0980 - Materiel velstand kan ikke gøre os lykkelige, det er et faktum
720905 - Lecture SB 01.02.06 - New Vrindaban, USA
Pradyumna: Oversættelse: "Den højeste beskæftigelse eller dharma for hele menneskeheden er den hvorved mennesket kan opnå hengiven tjeneste til den ophøjede Herre. Sådan hengiven tjeneste må være umotiveret og uafbrudt for fuldstændigt at tilfredsstille selvet."
Prabhupāda: Så...
- sa vai puṁsāṁ paro dharmo
- yato bhaktir adhokṣaje
- ahaituky apratihatā
- yayātmā suprasīdati
- (SB 1.2.6)
Alle søger efter tilfredsstillelse, atyantikṣu. Alle kæmper for eksistensen af ultimativ lykke. Men i denne materielle verden, selvom de tænker at de vil blive tilfredse ved at eje materiel rigdom, så er det ikke fakta. For eksempel i jeres land, har I tilstrækkelig materiel rigdom i forhold til andre lande, men stadig er der ingen tilfredsstillelse. På trods af alle gode arrangementer for materiel nydelse, nok mad, nok... Fin lejlighed, biler, veje, og meget gode arrangementer for frihed i sex, og gode arrangementer også for forsvar - alt er fuldstændigt - men stadig er folk utilfredse, forvirrede, og den yngre generation bliver hippier, protesterer eller er misfornøjede fordi de ikke er lykkelige. Jeg har adskillige gange fortalt om i Los Angeles, når jeg tog min morgentur i Beverly Hills, mange hippier kom ud fra et meget respektabelt hus. Det så ud som om hans far også havde en fin bil, men tøjet var hippie. Så der er protester mod de såkaldte materielle arrangementer, de bryder sig ikke om det. I virkeligheden kan vi ikke blive lykkelige gennem materiel rigdom, det er et faktum. Det beskrives også i Śrīmad-Bhāgavatam. Prahlāda Mahārāja siger til sin ateistiske fader... Hans fader var Hiraṇyakaśipu. Hiraṇya betyder guld og kaśipu betyder blød seng, puder. Det er materiel civilisation. De ønsker meget bløde senge, og en sengekammerat, og en passende bankkonto, penge. Det er en anden betydning af Hiraṇyakaśipu. Så han var heller ikke lykkelig. Hiraṇyakaśipu var ikke lykkelig - i det mindste var han ikke lykkelig over, at hans søn Prahlāda blev en hengiven af Herren, det brød han sig ikke om. Så han spurgte sin søn: "Hvordan har du det? Du er en lille dreng, et barn, hvordan kan det være, at du er så komfortabel på trods af alle mine trusler. Så hvad er dit virkelige aktiv?" Så han svarede, "Min kære fader, na te viduḥ svārtha-gatiṁ hi viṣṇum (SB 7.5.31). Tåbelige personer, de ved ikke, at deres ultimative mål for lykke er Viṣṇu, Gud, den højeste Herre." Durāśayā ye bahir-artha-māninaḥ (SB 7.5.31). Durāśayā, håb imod håb, de håber på noget, der aldrig vil blive opfyldt. Hvad er det? Durāśayā ye bahir-artha-māninaḥ.