DA/Prabhupada 0337 - Spild ikke tiden med bekymring over såkaldt glæde og modgang
Lecture on CC Madhya-lila 20.103 -- Washington, D.C., July 8, 1976
Der er så mange ting vi må kæmpe med. Det kaldes kampen for livet. Selv de moderne videnskabsmænd kalder det... Det er ikke en fredelig situation. Det samme spørgsmål blev stillet af Sanātana Gosvāmī, hvorfor er der en kamp for eksistensen? Hvorfor er livet ikke let og fredeligt? Hvorfor skal disse ydre faktorer give os modstand? Jeg vil være lykkelig, men der er modstand. Sådan er kampen for eksistensen. Spørgsmålet er: Hvorfor? Sommetider skal vi slås, selv med en flue. Jeg sidder der, uden at genere fluen, men den angriber, generer mig. Der er så mange. Selv hvis du sidder uden at gøre nogen fortræd... Ligesom at du kan gå på gaden, stille og roligt, men så begynder alle hundene fra et hus at gø: "Hvad laver du her? Hvad skal du her?" Han havde ingen grund til at gø, men fordi han er en hund, så må han reagere "Hvad laver du her, hvad vil du?" Således har vi, på nuværende tidspunkt, heller ingen frihed til at rejse fra et sted til et andet. Immigrations-kontoret spørger: "Hvad skal du her? Hvad vil du her?" Mange steder er vi blevet nægtet indrejse. Vi er blevet afvist i flyveren. "Nej, I kan ikke komme ind, tag tilbage." Så jeg var nødt til at tage tilbage. Så, der er mange ting der er ufordelagtige. Padaṁ padaṁ yad vipadāṁ na teṣām (SB 10.14.58). I denne materielle verden kan man ikke leve særlig fredeligt. Der er faktisk slet ingen fred. Der er så mange forhindringer. Sāstra siger, padaṁ padaṁ yad vipadām: Der er fare ved hvert skridt. Ikke kun fra disse lavere dyr, men fra menneske-samfundet, fra naturen, over hvilken vi ikke har nogen kontrol. Så således er vores liv i denne materielle verden ikke særligt lykkeligt, og vi bør være nået dertil, hvor vi spørger ind til det, hvorfor der er så mange forhindringer. Sådan er det menneskelige liv. Sådan er menneskelivet.
Så hvad skal man spørge om? Hvordan bliver man lykkelig? Hvad er livets mening? Sanātana Gosvāmī… Ikke bare Sanātana Gosvāmī, han repræsenterer os. Vi ved det ike, vi ved det ikke. Men ved Caitanya Mahāprabhus nåde eller Caitanya Mahāprabhus tjeneres nåde, så kan man blive oplyst og forstå… Hvad målet med livet er, hvorfor man kæmper for at eksistere, hvorfor døden findes. Jeg ønsker ikke at dø; hvorfor findes døden? Jeg ønsker ikke at træde ind i moderens liv og være presset sammen i så mange dage. Jeg ønsker ikke at blive en gammel mand; men disse ting er tvunget ned over mig. Derfor er vores opgave, vores virkelige opgave, at finde en løsning på disse spørgsmål, ikke at arrangere økonomisk udvikling. Økonomisk udvikling, hvad-end vi er forudbestemt til, det vil vi få. Glæde eller ulykke, vi får hvad vi skal have. Vi forsøger ikke at blive ulykkelige, men det kommer alligevel. Vi er tvunget til det. Således også med lykken, den lille smule som er bestemt til dig, den vil også komme. Sådan er śāstras råd. Spild ikke din tid med kunstigt at stræbe efter lykke. Hvad-end du er bestemt til af lykke, vil komme automatisk. Hvordan vil den komme. Yathā duḥkham ayatnataḥ. På samme måde. Ligesom du ikke søger efter ulykke, men den kommer til dig alligevel. På samme måde, selv hvis du ikke leder efter lykken, så vil du få det, som er dig forudbestemt. Så spild ikke din tid på at bekymre dig om denne såkaldte glæde og sorg. Det er bedre at bruge sin værdifulde tid på at forstå livets formål, hvorfor der er så mange problemer, hvorfor man skal slås for eksistensen. Det er din opgave... Det er Kṛṣṇa-bevidstheds-bevægelsen, vi påskynder folk til at forstå problemet. Det er ikke en sekterisk bevægelse eller en såkaldt religiøs bevægelse. Det er en kulturel uddannelses-bevægelse. Alle må forstå livets formål. Alle skal forstå hvorfor der er en kamp for tilværelsen, om der er nogen måde hvorpå, om der er en proces hvormed man kan leve meget fredeligt uden forstyrrelser, uden nogle... Det er de ting som skal læres i menneskelivet, og man skal henvende sig... Ligesom Sanātana Gosvāmī, han var minister, højt uddannet, god stilling, men han henvendte sig til Caitanya Mahāprabhu. Så vi skal henvende os til Herren Caitanya Mahāprabhu eller Hans repræsentant, og overgive os. Tad viddhi praṇipātena (BG 4.34). Den rigtige måde er ikke at udfordre, "Kan du vise mig Gud? Det er udfordrende. Ikke på den måde. Gud er overalt, men først og fremmest få dine øjne til at se Gud, så kan du udfordre, "kan du vise mig Gud?" Den attitude vil ikke hjælpe os. Man skal være ydmyg. Tad viddhi praṇipātena. Det er śāstras påbud. Hvis du vil forstå videnskaben, den transcendentale videnskab, tad viddhi - forsøg at forstå den - men praṇipātena, meget ydmygt. Ligesom Sanātana Gosvāmī stiller sine spørgsmål meget ydmygt.