DA/Prabhupada 0796 - Tro ikke det er mig, der taler. Jeg er blot instrumentet, den virkelige taler er Gud
Lecture on BG 6.1-4 -- New York, September 2, 1966
Så her siges det, śrī-bhagavān uvāca. Guddommens højeste Personlighed taler. At Han taler betyder, at Han taler med fuld viden. Hans viden mangler intet. Vores viden har så mange mangler. Vi begår fejltagelser, vi er under illusion. Til tider siger vi noget og har noget helt andet på hjertet. Det betyder, at vi snyder. Og vores erfaringer er ufuldkomne, fordi vores sanser er ufuldkomne. Derfor kan jeg ikke sige noget til jer. Hvis I spørger mig; "Swamiji, hvad taler du så om?" Jeg taler kun om det den Højeste personlige Guddom har sagt. Jeg gentager bare de samme ord. Det er alt. Tro ikke at det er mig der taler. Jeg er bare instrumentet. Den virkelige taler er Guddommens højeste Personlighed, som er udenfor og indeni. Så hvad siger Han? Han siger; anāśritam...
- anāśritaḥ karma-phalaṁ
- kāryaṁ karma karoti yaḥ
- sa sannyāsī ca yogī ca
- na niragnir na cākriyaḥ
- (BG 6.1)
Anāśritaḥ. Anāśritaḥ betyder uden beskyttelse. Karma-phalam. Alle arbejder og forventer nogle resultater. Hvad end du arbejder med, så forventer du et resultat. Her siger Bhagavān, Guddommens højeste Personlighed siger; "enhver der arbejder uden beskyttelse af resultatet..." Han arbejder. Så hvis Han ikke forventer noget resultat, hvorfor arbejder han så? Med mindre...Forestil Jer at jeg beder nogen om at arbejde på denne måde. Så vil han forvente noget, et resultat, en form for godgørelse, en belønning, eller en løn. Det er måden man arbejder på her. Men Kṛṣṇa foreskriver at anāśritaḥ karma-phalam, "den der arbejder uden nogen forventning om et resultat eller en belønning." Hvorfor arbejder han så? Kāryam. "Det er min pligt. Det er min pligt." Ikke med et resultat, men som en pligt. "Jeg er forpligtet til at gøre dette." Kāryaṁ karma karoti yaḥ. På en sådan måde, hvis man arbejder sådan, sa sannyāsī, er han virkelig i den forsagende livsorden. Der er fire stadier af liv i følge den Vediske kultur. Det har vi forklaret for jer mange gange, altså brahmacārī, gṛhastha, vānaprastha, og sannyāsī. Brahmacārī betyder studerende, at man bliver trænet op i åndelig forståelse, Kṛṣṇabevidst, fuldstændig trænet op. Han kaldes for brahmacārī. Derpå, efter den fulde optræning, accepterer han en hustru, han gifter sig, og lever med familie og børn. Det kaldes for gṛhastha. Derpå efter halvtreds år, forlader han børnene og forlader hjemmet i følge med sin hustru og rejser til hellige steder. Dette kaldes vānaprastha, tilbagetrukket liv. Og til sidst overgiver han sin kone i børnenes varetægt, de voksne børn, og han forbliver alene. Og dette kaldes sannyāsa, eller den forsagende livsorden. Så der findes disse fire livsordner. Nu siger Kṛṣṇa, at forsagelse ikke er alt. Bare at forsage er ikke alt. Der må være en form for pligt. Kāryam. Kāryam betyder, "Det er min pligt." Men hvad er denne pligt? Han har forsaget familielivet. Han har ikke flere bekymringer om, hvordan han skal opretholde sin hustru og børnene. Så hvad er hans pligt? Denne pligt er en meget ansvarsfuld pligt - at arbejde for Kṛṣṇa. Kāryam. Kāryam betyder, at det er den virkelige pligt. Der er to former for pligter i vores liv. Den ene pligt er at tjene illusionen, og den anden er at tjene virkeligheden. Når du tjener virkeligheden, kaldes det for ægte sannyāsa. Og når vi tjener illusionen, kaldes det māyā. Nuvel, uanset om vi tjener virkeligheden, eller vi tjener illusionen, befinder jeg mig i en sådan position, at jeg bliver nødt til at tjene. Min position er ikke at blive herre, men at blive en tjener. Det er sådan, jeg er indrettet.