DA/Prabhupada 0813 - Virkelig uafhængighed går ud på at komme ud af kløerne på disse materielle love

Revision as of 17:33, 1 October 2020 by Elad (talk | contribs) (Text replacement - "(<!-- (BEGIN|END) NAVIGATION (.*?) -->\s*){2,15}" to "<!-- $2 NAVIGATION $3 -->")
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)


751011 - Lecture BG 18.45 - Durban

Dette er Prahlāda Mahārājas version. Han prædikede Kṛṣṇabevidsthed til sine skolekammerater. Fordi han blev født i en dæmonisk faders familie, Hiraṇyakaśipu, blev han forhindret i at sige "Kṛṣṇa." Han kunne ikke finde nogen muligheder for det i paladset, så når han kom i skole, ville han i frokostpausen kalde på sine små venner, fem år gamle, og han ville prædike denne Bhāgavata-dharma. Og vennerne ville sige, "Min kære Prahlāda, nu er vi børn. Hvad kan vi bruge denne Bhāgavata-dharma til? Lad os lege." Kaumāra ācaret prājño dharmān bhāgavatān iha, durlabhaṁ mānuṣaṁ janma (SB 7.6.1): "Mine kære venner, sig ikke at I vil vente med at kultivere Kṛṣṇabevidsthed, til I bliver gamle. Nej, nej." Durlabham. "Vi ved ikke, hvornår vi skal dø. Inden den næste død må vi have færdiggjort vores Kṛṣṇabevidste uddannelse." Det er formålet med menneskelivet. Ellers mister vi muligheden.

Så alle ønsker at leve evigt, men naturen vil ikke tillade det. Det er fakta. Vi tror måske, at vi er uafhængige, men vi er ikke uafhængige. Vi er under naturens strenge love. En ung mand, du kan ikke sige at; "jeg vil ikke blive en gammel mand." Nej. Du er tvunget til det. Det er naturens lov. Og hvis du siger; "Jeg vil ikke dø," nej, du bliver nødt til at dø. Det er naturens lov. Så derfor er vi mūḍhas. Vi kender ikke naturens lov i praksis.

prakṛteḥ kriyamāṇāni
guṇaiḥ karmāṇi sarvaśaḥ
ahaṅkāra-vimūḍhātmā
kartāham iti manyate
(BG 3.27)

Alle bliver trukket ned at den materielle naturs love, og alligevel, fordi vi er fjolser og slyngler tror vi, at vi er uafhængige. Det er vores fejl. Det er vores fejl. Vi kender ikke formålet med livet, hvordan prakṛti, naturen, bærer os, hvordan vi kan beskytte os selv fra livets problemer. Vi er så travlt optagede af at løse livets midlertidige problemer, som afhængighed eller uafhængighed. De er midlertidige problemer. I virkeligheden er vi ikke uafhængige. Vi er afhængige af naturens love Og forestil dig, at vi bliver uafhængige, såkaldt uafhængige i et par dage. Det er ikke uafhængighed. Ægte uafhængighed består i at slippe ud af disse materielle loves greb.

Derfor præsenterer Kṛṣṇa problemet for jer mellem... Vi har så mange problemer, men de er midlertidige. Det virkelige problem er, Kṛṣṇa siger, janma-mṛtyu-jarā-vyādhi-duḥkha-doṣānudarśanam (BG 13.9). Et vidende menneske bør altid have det virkelige problem for øje. Hvad er det? Fødsel, død, alderdom og sygdom. Det er dit virkelige problem. Så det menneskelige liv er beregnet til at løse disse fire problemer: fødsel, død, alderdom og sygdom. Og dette kan gøres gennem Kṛṣṇabevidsthed. Så vi presser på med denne Kṛṣṇabevidsthedsbevægelse for at løse livets ultimative problem. Så vores bøn er, at I tager denne Kṛṣṇabevidsthedsbevægelse meget alvorligt, og løser livets ultimative problemer. Og dette livets problem kan løses bare ved at forstå Kṛṣṇa. Simpelthen ved at forstå Kṛṣṇa.

janma karma ca me divyaṁ
yo jānāti tattvataḥ
tyaktvā dehaṁ punar janma
naiti mām eti kaunteya
(BG 4.9)

Dette er løsningen på problemet.