DA/Prabhupada 0323 - At skabe et samfund af svaner, ikke krager
Lecture on SB 3.25.12 -- Bombay, November 12, 1974
Så dette er materielt liv, pavarga. Så hvis du vil udslette det, kaldes det apavarga. Så her kaldes det apavarga-vardhanam, hvordan man forøger interessen for befrielse. Folk er blevet så sløve, de forstår ikke betydningen af befrielse. De forstår det ikke. Lige som dyr. Han… Hvis man fortæller et dyr at, "der findes befrielse," hvad vil han så forstå? Han vil ikke forstå det. Det er ikke muligt for ham. På samme måde er det menneskelige samfund på nuværende tidspunkt blevet fuldstændigt som dyr. De kender ikke betydningen af apavarga eller befrielse, De ved det ikke. Men der var en tid, hvor folk forstod, at dette menneskeliv er beregnet til apavarga. Apavarga, at ophøre med beskæftigelsen i pa, pha, ba, bha, ma. Det kaldes for apavarga-vardhanam. Så de spørgsmål Devahuti stillede og svarene som Kapiladeva gav, de er apavarga-vardhanam. Det er ønskeligt. Det er hele Vedaernes instruktion. Tasyaiva hetoh prayateta kovidah. For apavarga ville alle prøve. Alle burde gøre sit bedste. "Og hvad med min opretholdelse?" Sastra lægger aldrig vægt på, at "du skal sørge for din opretholdelse." Sastra siger, "det vil komme. Det er der allerede. Det vil komme." Men vi har ikke en sådan tro, at "Gud giver .. giver mad til dyrene, til fuglene, til dyrene, til træerne, enhver, og hvorfor skulle Han ikke give til mig? Lad mig bruge min tid til apavarga." De har ingen tro. De har ikke den form for uddannelse. Derfor er der brug for godt selskab, ikke kragernes selskab, men svanernes selskab. Så fremkommer den forståelse.
Så denne Krsnabevidsthedsbevægelse betyder at de skaber et samfund af svaner, ikke af krager. Ikke af krager. Kragerne er ikke interesserede. De er interesserede i affaldet, jeg mener, skrald. De er interesserede. Punah punas carvita-carvananam (SB 7.5.30). Punah punas carvita-carvananam. Lige som vi kaster bort... Efter at vi har spist, kaster vi bladet væk. Der er lidt madrester tilbage, og kragerne kommer og hundene kommer. De er interesserede. De siger ikke… Et fornuftigt menneske vil ikke gå derhen. Men disse krager og hunde vil gå derhen. Så denne verden er sådan. Punah punas carvita-carvananam (SB 7.5.30). At tygge det, der allerede er tygget. På samme måde som du tygger på et sukkerrør og kaster det fra dig på gaden. Men hvis nogen prøver at tygge på det igen, så er han et fjols. Han bør vide "saften er taget ud af dette sukkerrør. Hvad vil jeg opnå ved at tygge på det?" Men der er sådanne dyr. De vil tygge på det igen. Så dette vores materielle samfund betyder at tygge det allerede tyggede. En far uddanner sin søn til at tjene til livets opretholdelse, får ham gift, og placeret, men han ved at "Jeg har selv beskæftiget mig med dette, at tjene penge og blive gift, få børn, jeg har gjort det, men jeg er ikke tilfreds. Så hvorfor engagerer jeg min søn i denne beskæftigelse?" Dette kaldes at tygge det tyggede. At tygge på det samme. "Jeg blev ikke tilfreds med denne beskæftigelse, men hvorfor engagerer jeg også min søn i det?" Den virkelige far er ham, der ikke tillader sin søn at smage det allerede tyggede. Det er den virkelige far. Pita na sa syaj janani na sa syat, na mocayed yah samupeta-mrtyum. Det er den egentlige prævention. En far, en mand bør ikke ønske at blive far, en kvinde bør ikke ønske at blive en mor, med mindre de er i stand til at redde deres børn fra dødens truende greb. Det er faderens og moderens pligt.