DA/Prabhupada 0567 - Jeg ønsker at give denne kultur til verden
Press Interview -- December 30, 1968, Los Angeles
Journalist: Hvor længe har De været her, hr?
Prabhupāda: Jeg kom hertil i september 1965, og så var jeg lidt indisponeret i maj 1967, tror jeg. Så tog jeg tilbage til Indien. Derpå kom jeg tilbage igen i december 1967, for et år siden.
Journalist: Ja, jeg forstår. Hvorfor kom du hertil?
Prabhupāda: Fordi jeg ønskede at give denne kultur til verden, og min tanke er at Amerika er et fremskredent land. Hvis de tager imod det, så vil det være muligt at udsprede disse tanker over hele verden. Det er min ide. Men nu er jeg håbefuld, fordi disse veluddannede unge amerikanere, de er seriøst interesserede i denne bevægelse. Og vi udgiver aviser, bøger, og de skriver meget fint. Så jeg er en gamme mand, måske dør jeg, men jeg har sået tankerne. Det vil fortsætte. Det vil fortsætte, og de vil blive accepterede. Det eksperiment er gjort. Hvis det bliver præsenteret på en god måde, så vil det uden tvivl blive modtaget. Og disse unge mænd, der er kommet til mig, de har taget det seriøst. Så jeg er håbefuld.
Journalist: Jeg så jeres tidsskrift. Det er et smukt tidsskrift.
Prabhupāda: Back to Godhead?
Journalist: Oh ja. Et smukt tidsskrift.
Prabhupāda: Mange tak. Tak.
Journalist: Smuk ting. Hvor er det lavet?
Prabhupāda: Det er udgivet i New York.
Journalist: I New York. Jeg så den seneste udgave… Et smukt tidsskrift. Ah, hvor mange mennesker er der sådan cirka i bevægelsen?
Prabhupāda: Jeg har lidt mere end hundrede disciple der strengt følger mine regulerende principper.
Journalist: Hundrede.
Prabhupāda: Ja. I forskellige afdelinger. Jeg har omkring tretten afdelinger. Nogle af disciplene arbejder i London.
Journalist: I London?
Prabhupāda: Ja, de gør det meget godt. De er alle ægtepar. Jeg sørgede for at de blev gift. Ja. Jeg fik dem gift. De er unge drenge, alle før tredive. Min ældste discipel han er 28. Ellers 25, 24. Højst 30. Og på samme måde, pigerne, du kan se denne pige. Forstår du. Så jeg får dem, gør dem lykkelige i ægteskab. Deres mentalitet er… De er ikke ude efter såkaldt opblæst liv. De kan leve meget enkelt med minimale kropslige behov, men med høj tænkning i Kṛṣṇabevidsthed. Så jeg er meget håbefuld, at selv hvis jeg dør... For jeg er en gammel mand, 73 år gammel. Jeg kan dø når som helst. Men jeg er nu sikker på, at min bevægelse vil fortsætte. Disse drenge vil bære den. Den, min mission, er på den måde en succes. Jeg kom her med denne tanke, at denne Kṛṣṇabevidsthedsbevægelse burde startes fra Amerika. For det der accepteres af Amerika, vil folk følge, fordi Amerika regnes for at være det... I realiteten er Amerika ikke et fattigt land. Så de kan meget let forstå det og modtage det. Og der er mange forvirrede unge mennesker.