DA/Prabhupada 0908 - Jeg prøver måske at blive lykkelig, men hvis Krishna ikke tillader det, bliver jeg aldrig lykkelig
730419 - Lecture SB 01.08.27 - Los Angeles
Hvad som helst i forhold...Som med Prahlāda Mahārāja. Prahlāda Mahārāja står der, og hans fader bliver dræbt. Er det moral? Ville du stå og se på, at din fader blev dræbt i din nærværelse, og du står der? Du protesterer ikke. Er det moral? Ingen vil godkende det, at det er moral, nej. Men det skete faktisk, at Hiraṇyakaśipu blev dræbt... Billedet er her, og Prahlāda Mahārāja prøver at give morderen en blomsterkrans. (latter) "Min kære Herre, morder, tag imod denne blomsterkrans. Du dræber min fader. Du er en meget god dreng." (latter) Forstår I. Det er, det er åndelig forståelse. Ingen vil tillade at du...Hvis ikke du kan beskytte din fader, må du protestere, du må skrige at: "Her bliver min fader dræbt. Kom, kom,kom. Hjælp..." Nej. Han er forberedt med en blomsterkrans. Og da han blev dræbt, sagde han til Nṛsiṁhadeva: "Min kære Herre, nu er min fader dræbt. Så alle er lykkelige. Nu kan Du holde op med at være vred." Ingen er ulykkelige. Han sagde selve dette ord. Modeta sādhur api vṛścika-sarpa-hatyā (SB 7.9.14). Modeta sādhur api. En sādhu, en hellig person, tillader aldrig at nogen skal dræbes. Aldrig. Selv et dyr. En sādhu bifalder det ikke. Hvorfor skulle dyr dræbes? Det er en sādhus opgave. Men Prahlāda Mahārāja siger: modeta sādhur api. En sādhu, en hellig person, er også tilfreds. Hvornår? Når en skorpion eller en slange dræbes. De er også levende væsner. En sādhu er aldrig tilfreds med at se et andet levende væsen blive dræbt, men Prahlāda Mahārāja siger "Selv en sādhu er tilfreds, når en slange dræbes eller en skorpion dræbes. Så min fader er som en slange og en skorpion. Så han er dræbt. Derfor er alle lykkelige." Alle var... Sådan en dæmon, som bare gav de hengivne problemer, sådan en dæmon, en meget farlig dæmon. Så når en sådan dæmon dræbes, er selv hellige personer tilfredse. Selv om hellige personer, de ikke ønsker at nogen bør slås ihjel. Så Kṛṣṇa er akiñcana-vitta. For den der har mistet alt materielt, for ham er Kṛṣṇa den eneste trøst.
Så Kṛṣṇa er så venlig, at hvis nogen ønsker materiel rigdom, og samtidig ønsker at blive en hengiven... Det beskrives i Caitanya-caritāmṛta at: "Nogen ønsker at få Mig. På samme tid ønsker han materiel rigdom. Han er en tåbe. Han er en tåbe." Derfor er folk meget bange for at komme til Kṛṣṇabevidsthed. "Oh, min materielle velstand vil være slut." For de ønsker, de ønsker det ikke. De vil holde fast i... I al almindelighed går de i kirke, går til templet for materiel velstand. "Gud giv os vort daglige brød." Det er materiel velstand. Eller "Giv mig dit, giv mig dat." Men de regnes også for fromme, fordi de har henvendt sig til Gud.
Den ateistiske klasse, de henvender sig ikke. De siger: "Hvorfor skal jeg henvende mig til Gud? Jeg vil skabe min egen rigdom, gennem videnskabens fremskridt, vil jeg blive lykkelig." De er duṣkṛtinaḥ, mest syndfulde, de der siger sådan, at: "For min egen velstand, vil jeg afhænge af min egen styrke, min egen viden." De er duṣkṛtinaḥ. Men den der tænker at "Min velstand afhænger af Guds barmhjertighed," de er fromme. De er fromme. For når alt kommer til alt, kan intet opnås uden Guds tilladelse. Det er fakta. Tāvad tanur idaṁ tanūpekṣitānām... Det er også udsagnet fra... At vi har opfundet så mange bekæmpelsesmetoder til at formindske vores ulykkelige situation, men hvis det ikke bliver tilladt af Gud, vil disse bekæmpelsesmetoder mislykkes.
Eksemplet er... Lige som man har opfundet god medicin, en meget kvalificeret læge. Det er i orden. Men når en mand, der er syg, spørger lægen: "Kan du garantere for denne patients liv?" Vil han aldrig sige: "Nej, jeg kan gøre det. Jeg kan ikke gøre det. Jeg gør mit bedste. Det er det hele." Det betyder, at tilladelsen er i Guds hænder. "Jeg er kun et instrument. Hvis ikke Gud ønsker at du skal leve, så vil al min medicin, al min videnskabelige viden, medicinske viden fejle." Den ultimative tilladelse tilhører Kṛṣṇa. De tåbelige ved det ikke, de ved det ikke. De er, de er...Derfor kaldes de for mūḍha, slyngler. At ligemeget hvad du gør, så er det meget godt, men ultimativt, hvis ikke det er bemyndiget af Gud, af Kṛṣṇa, så vil det mislykkes. De ved det ikke. Derfor er de mūḍhas. Og en hengiven ved at: "Uanset hvilken intelligens jeg har, kan jeg prøve at blive lykkelig, hvis Kṛṣṇa ikke tillader det, vil jeg aldrig blive lykkelig." Det er forskellen mellem en hengiven og en ikkehengiven.