DA/Prabhupada 0251 - Gopierne er Krishnas evige omgangsfæller

From Vanipedia
Jump to: navigation, search
Go-previous.png Forrige side - video 0250
Næste side - video 0252 Go-next.png

Gopierne er Krishnas evige omgangsfæller -
Prabhupāda 0251


Lecture on BG 2.6 -- London, August 6, 1973

Så hele instruktionen i Bhagavad-gītā er at: Du bør ikke handle for dig selv; du bør kun handle for Kṛṣṇa. Så selv at kæmpe for Kṛṣṇa, eller selv at gøre noget afskyeligt for Kṛṣṇa... Lige som gopierne. Gopierne var betagede af Kṛṣṇa. Kṛṣṇa var en ung dreng, meget smuk, og gopierne var unge piger. Det er på overfladen… I virkeligheden, er gopierne Kṛṣṇas evige ledsagere. Ānanda-cinmaya-rasa-pratibhāvitābhiḥ (Bs. 5.37). De er ekspansioner af Kṛṣṇa, ekspansioner af Kṛṣṇa's glædes kraft. De er beregnet for Kṛṣṇa's nydelse. De er ikke almindelige kvinder. Men på overfladen, bare for at lære os hvordan man elsker Kṛṣṇa ved at risikere alt... Derfor da gopierne blev tiltrukket til Kṛṣṇa ved midnat... Kṛṣṇa spillede fløjte og de blev tiltrukket og forlod hjemmet. Nogle af dem var låst inde. De opgav endda deres liv. De var så tiltrukket. Nuvel denne slags opførsel, hvis unge piger... I henhold til Vedisk civilisation, kan de ikke forlade beskyttelsen fra deres fader, ægtemand eller broder. Nej, de kan ikke gå. Specielt ikke ved midnat. Så dette var imod Vediske principper. Det er åbent en form for prostitution. Men fordi det blev gjort for Kṛṣṇa, Herren Caitanya Mahāprabhu, Han anbefaler, ramyā kācid upāsanā vraja-vadhubhiḥ kalpitā: "Der er ingen bedre form for tilbedelse end den der blev modtaget fra vraja gopīs. Vraja-vadhu. Det mest afskyelige. For en ung pige at forlade ægtemandens beskyttelse, faderen, og gå til en anden ung dreng, er i henhold til Vedisk kultur det mest afskyelige. Så stadigvæk, fordi det var, fordi Kṛṣṇa var midtpunktet, accepteres det som den højeste form for tilbedelse. Det er Kṛṣṇabevidsthed. Vi må lære hvordan man handler kun for Kṛṣṇa, hvordan man kun elsker Kṛṣṇa. Så er vores liv en succes. Og det menneskelige liv... Fordi vi er også kommet ned fra Vaikuṇṭha for millioner og millioner af år siden. Anādi karama-phale. Anādi betyder før skabelsen. Vi de levende væsner, vi er evige. Selv når skabelsen bliver udslettet efter millioner og trillioner af år, bliver de levende væsner ikke udslettet. Na hanyate hanyamāne śarīre (BG 2.20). De forbliver. Så når hele denne kosmiske manifestation bliver udslettet, vil de levende væsner forblive i Viṣṇus krop. Når derpå en anden skabelse finder sted, vil de igen fremkomme for at opfylde deres ønsker. Det virkelige ønske er hvordan man kommer hjem, tilbage til Guddommen.

Så denne chance gives. Så hvis denne chance misbruges, dette liv, den menneskelige livsform, det er meget, meget risikabelt. Igen må vi acceptere cyklusen af fødsel og død. Og ikke kun det, hvis vi ikke opfylder livets mission, så vil hele skabelsen igen blive udslettet og vi må forblive i Viṣṇus krop i millioner og trillioner af år. Igen vil vi så komme. Så derfor kaldes det anādi karama-phale. Anādi betyder "før skabelsen." Det foregår. Og for at undervise de levende væsner der holdes for nar, kommer Kṛṣṇa personligt. Kṛṣṇa er meget ivrig efter at hente os tilbage hjem, tilbage til Guddommen. For vi er del og eje af Kṛṣṇa. Tænk hvis din søn flakker om på gaden, er du så ikke bekymret, "Åh, måske sker der et uheld og den stakkels dreng bliver dræbt." Så du tager afsted, prøver at finde ham. På samme måde, sådan er Kṛṣṇas position. Vi er i denne materielle verden hvor vi bare lider i liv efter liv. Duḥkhālayam aśāśvatam (BG 8.15). Dette sted er elendigt. Men māyā's illusion, vi opfatter denne elendige tilstand som lykke. Dette kaldes māyā. Men det er… Der er ingen lykke i denne materielle verden. Alt er elendigt. Jo før vi forstår at alt er elendigt i denne materielle verden jo før kan vi forberede os på at forlade denne materielle verden og tage tilbage hjem, tilbage til…, det er vores forstand. Ellers, ligegyldigt hvad vi gør, bliver vi bare overvundet. For vi går fejl af målet. Na te viduḥ svārtha-gatiṁ hi viṣṇum (SB 7.5.31). Durāśayā. Vi er, ved håb imod håb - der aldrig vil blive opfyldt - vi prøver på at justere tingene her for at blive lykkelige uden Gudsbevidsthed. Det vil aldrig ske... Na te viduḥ svārtha-gatiṁ hi viṣṇuṁ durāśayā. Durāśayā betyder "håbet der aldrig bliver opfyldt."