DA/Prabhupada 0441 - Krishna er den Højeste og vi er fragmentariske dele



Lecture on BG 2.8-12 -- Los Angeles, November 27, 1968

Hengiven: Guddommens Højeste Personlighed er den Højeste Individuelle Person, og Arjuna, Herrens evige associerede, og alle de konger som var forsamlet der er individuelle evige personer. Ikke noget med at de ikke eksisterede som individer i fortiden, og heller ikke at de ikke vil forblive som evige personer. Deres individualitet eksisterede i fortiden, og deres individualitet vil fortsætte i fremtiden uden afbrydelse. Derfor er der ingen grund til sorg for nogen af de individuelle levende væsener. Māyāvādī, eller den upersonlige teori om at den individuelle sjæl efter befrielsen, adskilt af māyās, eller illusionens dække, vil smelte sammen med den upersonlige Brahman uden individuel eksistens..."

Prabhupāda: Māyāvādīerne siger at denne individualitet er māyā. Så deres koncept er at ånd, hele ånden er en sammenhængende masse. Deres teori er ghaṭākāśa poṭākāśa. Ghaṭākāśa poṭākāśa betyder... Ligesom himlen. Himlen er en udstrækning, en upersonlig udstrækning. Så i en gryde, en vand-krukke, en kande med låg... Indeni den kande, der er også himmel, en lille himmel. Lige så snart kanden går i stykker, så vil den udenfor, den større himmel, og den lille himmel i kanden blandes sammen. Det er Māyāvāda-teori. Men denne analogi kan ikke bruges. Analogi betyder sammen-lignings-punkter. Det er loven om analogi. Himlen kan ikke sammenlignes... Den lille himmel i kanden kan ikke sammenlignes med det levende væsen. Det er materielt, materie. Himmel er materie, og det individuelle levende væsen er ånd. Så hvordan kan man sige sådan noget? Ligesom en lille myre er en åndelig sjæl. Den har sin individualitet. Men en stor død sten, et højdedrag eller et bjerg, det har ingen individualitet. Så materie har ingen individualitet. Ånd har individualitet. Så hvis sammen-lignings-punkterne er forskellige, så er der ingen analogi. Det er analogiens lov. Så man kan ikke lave analogier mellem materie og ånd. Derfor er denne analogi fejlagtig. Ghaṭākāśa poṭākāśa. Så er der et andet bevis i Bhagavad-gītā. Kṛṣṇa siger at mamaivāṁśo jīva-bhūta (BG 15.7). "Disse individuelle sjæle er del og eje af Mig. Jīva-loke sanātanaḥ. Og de er evige. Det betyder at de for altid er del og eje. Så når... Så hvorledes kan denne Māyāvāda-teori opretholdes, at på grund af māyā, idet de er dækket af māyā, at de nu viser sig som individuelle, separate, men når māyās dække bliver fjernet, så vil de blandes sammen som den lille himmel i kanden og den store himmel udenfor blandes sammen? Så denne analogi er fejlagtig fra en logisk synsvinkel, såvel som fra det autentiske vediske synspunkt. De er evige fragmenter. Der er mange andre beviser fra Bhagavad-gītā. Bhagavad-gītā siger at ånd ikke kan fragmenteres. Så hvis du siger at māyās dække har fragmenteret ånden, så er det ikke muligt. Den kan ikke skæres. Ligesom hvis man klipper et stykke papir i små fragmenter, det er muligt fordi det er materie, men åndeligt kan det ikke lade sig gøre. Åndeligt, evigt, så er fragmenterne fragmenter, og den Højeste er den Højeste. Kṛṣṇa er den Højeste, og vi er fragmentariske dele. Vi er evige fragmenter. Disse ting bliver forklaret lige så fint forskellige steder i Bhagavad-gītā Og jeg beder jer alle sammen om at have et eksemplar af denne Bhagavad-gītā, Hver og en af jer, og læs den omhyggeligt. Og der vil være eksamination i den kommende September. Så... Det er selvfølgelig frivilligt. Men jeg beder jer om at gøre jer parat til eksamination næste September. Og den som består eksamen vil få titlen Bhakti-śāstrī. Har du delt den ud... Ja. Forsæt.

Hengiven: "Ej heller bliver teorien om at man kun har individualitet i den betingede tilstand støttet heri. Kṛṣṇa siger tydeligt at i fremtiden så vil Herrens og andres individualitet som den er..."

Prabhupāda: Kṛṣṇa siger aldrig at efter befrielsen så vil disse individuelle sjæle blive blandet sammen med den Højeste Sjæl. Det siger Kṛṣṇa aldrig i Bhagavad-gītā.